Midt i februar 1888 bliver Nietzsche færdig med første gennemskrivning af det værk der siden bliver kendt som Antikrist, hans skarpeste opgør med den kristne kultur og religion. Nietzsche skriver den 13. februar fra Nice til sin bedste ven Franz O, at arbejdet var “den længste tortur, jeg har oplevet, virkelig en sygdom. I andre ‘erkendende’, I har det bedre, og ikke så ufornuftigt! I kender ikke sandheden som noget, man stykke for stykke river ud af hjertet og hvor hver sejr hævner sig med et nederlag”.

Det blev Nietzsches sidste vinter, mens han endnu var ved sine fulde fem. Protestanten og præstesønnen Nietzsche slap ikke ustraffet fra sit frontalangreb på den kristne arv. Da han i januar året efter bryder sammen, spejler han sig i genstanden for sit opgør og underskriver sig ‘den korsfæstede’.

Nietzsches sidste vinter kunne være en slags programerklæring eller overskrift for en kritisk teologi i dag; en teologi der forstår kristendom som et kald til selvransagelse, personligt såvel som kulturelt - og ikke som løftestang i en værdipolitisk kamp mod de andre.